Udfordringen med et dårligt indeklima skal angribes proaktivt

Selvom forskere i årevis har forsøgt at skabe vedvarende debat om konsekvenserne ved et dårligt indeklima på skoler og i institutioner, udebliver forbedringerne. Det ses bl.a. i det offentliggjorte Masseeksperiment 2021, som er arrangeret af naturfagscenteret Astra, udviklet i samarbejde med DTU og finansieret af Realdania. Og resultaterne taler for sig selv: Indeklimaet på de danske skoler er ganske enkelt elendigt.
Silkeborg Kommune vil ikke være en del af den dårlige statistik
Men hos Silkeborg Kommune tager man indeklimaproblematikken alvorligt. Kommunen har de seneste otte år arbejdet strategisk med skabe et sundere indeklima for kommunens børn og unge - og det har de ikke mindst pga. Thomas Lyngvad, der i 15 år var ansat som bygherrerådgiver i Silkeborg kommune, indtil han fra 1. marts startede op som selvstændig rådgiver indenfor indeklima.
”I Silkeborg Kommune fik vi en stribe påbud fra Arbejdstilsynet tilbage i 2014. I starten slog vi ned de steder, hvor vi fik påbud, men i processen fandt vi frem til, at vi på et overordnet niveau skulle arbejde strategisk med etablering af sunde indeklimaer på skoler og institutioner. Det var ikke tilfredsstillende at lave hurtige lappeløsninger,” siger Thomas Lyngvad og fortsætter:
” Vi udarbejdede derfor nogle metodikker, bl.a. med hjælp fra Realdania. Den metode skulle sikre, at vi for det første ikke kastede os hovedkulds ud i tilfældige renoveringer men også, at vi i processen nåede hele vejen rundt. Og det har givet resultater. Silkeborg Kommune er selvfølgelig ikke i mål endnu, men i 2014 var der 11.000 børn, der gik i skole i Kommunen. 3.500 af dem sad i et fornuftigt indeklima. Fem år efter var der 8.000 børn, der sad i et sundt indeklima, og den udvikling skulle meget gerne fortsætte. Udfordringen med indeklimaet skal angribes proaktivt,” siger han.
I Masseeksperimentet 2021 ser man bl.a., at der i over halvdelen af de deltagende klasser blev målt en CO2-koncentration over Arbejdstilsynets anbefalede grænseværdi. I 11% af klasserne mere end det dobbelte af det anbefalede niveau.