Over de senere år er der sket en markant holdningsændring i forhold til opfattelsen af modulbyggeri. Fra at være noget, der primært havde begrænset levetid som en midlertidig løsning, er moduler i dag fuldt ud accepteret som kvalitetsbyggeri, der i stadig stigende omfang får en blivende status. En af fordelene ved modulbyggeri er naturligvis muligheden for at opfylde nye eller ændrede behov hos kunderne på en hurtig og ikke mindst fleksibel måde.
I dag kan. man med rette forvente, at et modulbyggeri lever op til de samme bygningstekniske krav som f.eks. murstens- eller betonbyggeri. Det samme gælder indeklimaet, og her spiller ventilation en væsentlig rolle. Hos Airmaster i Aars er et af specialerne netop levering af skræddersyede ventilationsanlæg til de danske producenter af modulbyggeri. Blandt andet i form af off-site installation, hvilket betyder, at de leveres direkte til modulfabrikken.
Hvert rum har sit eget anlæg
Airmaster har specialiseret sig inden for det område, der hedder decentral ventilation, der passer som fod i hose til netop modulbyggeri. Decentral ventilation betyder, at hvert rum har sit eget anlæg, hvilket betyder, at det er nemt og enkelt for modulleverandøren at levere et nøglefærdigt projekt, hvor der er styr på indeklimaet i det øjeblik, modulet løftes af lastbilen og sænkes ned på fundamentet.
"Vi har mere end 25 års erfaring som producent og leverandør af decentrale ventilationsanlæg, og vores brede sortiment imødekommer modulbyggernes behov for fleksibilitet i ydelse, montering samt pris. Vi er naturligvis behjælpelige med rådgivning i hele projekteringsfasen i forhold til valg af anlæg, installation samt regler om indeklima," siger Senior Sales Manager Anders Høj, idet han føjer til, at anlæggene både er energieffektive og lydsvage.